Imod den maskuline ensomhed:
Maskulinitet, følelsesliv og fællesskab gennem peer-to-peer arbejde.
Se oplæg og panelsamtaler i fuld længde nedenfor. Hent slides fra dagen som en samlet pdf her.
Først slog August Høyen, kendt for hits som “Vennerne skinner”, stemningen an. Med tekster om dybe oplevelser og følelser som mand var han den perfekte kunstner at starte dagen på.
På scenen mødte publikum forskere fra VIVE, Aarhus Universitet og RUC, som i oplæg og panelsamtale delte ud af deres viden om maskulinitet og mænds mentale trivsel og sundhed.
Daregenders projektleder, Jeppe Trolle Linnet, præsenterede vores egen viden og erfaringer fra mandegrupperne. Her møder deltagerne et trygt rum, hvor de i fortrolighed kan dele oplevelser, følelser og tanker, de ellers holder for sig selv – herunder tanker omkring maskulinitet.
Minister for ligestilling, Marie Bjerre (V), delte sine tanker om de udfordringer, som mænd i dagens Danmark står overfor og betydningen af at adressere dem.
Vores konferencier og komiker, Tjelle Vejrup, underholdt med bidder fra sit mest personlige onemanshow ”Hvem pokker er Aase?”. Her giver Tjelle sit bud på, hvad det vil sige at være mand i en tid hvor maskulinitetsbegrebet er mere flydende, end det nogensinde har været.
Dagen sluttede af med en digtoplæsning af forfatter, Duncan Wiese, som læste op fra sin digtsamling “Kirsebærplukkerne”, hvori han udfolder sine oplevelser med faderskab i et sprog, der udfordrer grænserne omkring køn.
Vi håber, at materialet her på siden vil give dig et indblik i visionen bag vores arbejde i DareGender. Vi ser frem til fortsat at arbejde for at fremme mandens trivsel og nedbryde barrierer for en ærlig dialog om maskulinitet og mandens følelsesliv.
Tak for at se med.
Hør seniorforsker fra VIVE, Lars Benjaminsen, fortælle om den voksende gruppe af mænd der, uden at erkende eller håndtere det, er i risiko for social marginalisering – når faktorer som psykiske udfordringer, ensomhed og tab af mening med livet optræder i kombination med misbrug.
Hør DareGenders projektleder, Jeppe Trolle Linnet, fortælle om vores erfaringer med at drive mandegrupper. Hør også analysekonsulent Trine Olsén fra SocialRespons, som har stået for evalueringsrapporten på projektet, fortælle om deltagernes udbytte af mandegrupperne.
Hør kønsforsker fra Roskilde Universitet Kenneth Reinicke fortælle om unge mænds udfordringer, om tiltag der kan forebygge mistrivsel, og om fronterne i tidens diskussioner om køn og maskulinitet.
Hør de tre kønsforskere Mikkel Thorup (AU), Christian Groes (RUC) og Kenneth Reinick (RUC) i en samtale om maskulinitet med Jeppe Trolle Linnet, projektleder for DareGenders mandegrupper.
Hør DareGenders projektleder, Jeppe Trolle Linnet, udfordre det stereotype narrativ om, at mænd ikke kan mødes uden en aktivitet som omdrejningspunkt.
Med afsæt i konkrete erfaringer fra vores mandegrupper, fortæller Jeppe om vores tilgange til at facilitere samtaler, og lægger afstand til dogmet om, at mænd ikke kan mødes for at sætte ord på deres indre liv, samt lytte til andre mænd. Vores erfaringer viser nemlig, at med den rette metode, og evnen til at skabe et trygt og fortroligt rum, så nyder mænd at mødes om samtalen – uden behov for et “fælles tredje” som f.eks. en fodboldkamp som omdrejningspunkt.
Herunder kan du se programmet for dagen.