I begyndelsen af marts 2023 rejste DareGenders bestyrelsesmedlem, Hassan Kilde Bajwa, til Pakistan som en del af DareGenders internationale samarbejde. I Pakistan mødtes Hassan med lokale aktivister og organisationer der arbejde med mænd, ligestilling og maskulinitet i både by og landområder for at dele viden og metoder samt blive klogere på, hvordan DareGender kan samarbejde med lokale organisationer og bidrage til deres vigtige arbejde.
I samarbejde med ligestillingsorganisationen DASTAK har Hassan blandt andet afholdt en workshop for 15 unge mandlige universitetsstuderende. Workshoppens titel var “Men as Allies of Equality” og satte fokus på maskulinitetsnormer, kønnede forventninger og mænds rolle og ansvar som allierede i arbejdet med ligestilling.
Til workshoppen blev der plads til ærlige samtaler og refleksioner omkring hvordan de unge selv ønskede at udvide normerne for, hvad det vil sige at være en “rigtig” mand, så der bliver mere plads til at være omsorgsfuld, empatisk og aktivt engageret i ligestillingssagen
“Vi brugte tid på at dekonstruere, hvad vi forstår ved maskulinitet og ens identitet som mand for at kunne formulere og re-definere nye former for maskulinitet, der kan rumme ligestilling for kvinder og LBGT+ personer. Hele processen var en øvelse i co-creation, hvor de unge mænd fik muligheden for at dekonstruere og re-definere hvad det betød for dem at være mand. Ved at skabe et tryg rum og en tone der tillod dem friheden til at udtrykke deres tanker uden frygt for latterliggørelse eller censur fik mændene mulighed for at udtrykke deres egne behov for at blive set som omsorgsfulde, støttende og empatiske individer, der ønsker at være aktive støtter af kvinder i deres samfund og familier. Det på trods af at være blevet opdraget i en kultur som forventer af dem som mænd, at spille/være i rollen som forsørgere, ledere, krigere og udøvere af disciplin.
– Hassan Kilde Bajwa, bestyrelsesmedlem i DareGender
Når mænd får mulighed for at mødes i ærlige og reflekterende samtaler om maskulinitetsnormer og kønnede forventninger, oplever vi gang på gang, hvordan det åbner op for større samtaler om hvordan snævnre normer og forventninger både påvirker det enkelte menneske negativt, men også skaber barrierer for mere engagement og opbakning til ligestilling for og med alle køn.
Workshoppen var en stor succes blandt deltagerne, der bestod af en divers gruppe unge mænd fra forskellige universiteter, og baggrunde.
Mange tak til alle de inspirerende unge mænd der deltog i workshoppen og ti lde ansatte hos DASTAK Foundation for at udvikle og stå for workshoppen.
Rejsen er den del af DareGenders Engagementsprojekt støttet af CISU – Civilsamfund i Udvikling / Civil Society in Development.
Vi vil gerne være med til at understøtte vidensdeling i netværket og fremme engagementet og kendskabet til netværkets arbejde og perspektiver i Danmark. Derfor har DareGender fokus på at styrke vores bidrag til det internationale samarbejde og har modtaget støtte til et 3-årigt projekt der giver mulighed for øget deltagelse og samarbejde med særligt organisationer fra det globale syd der arbejder med mænd og ligestilling.
Du kan blive en del af arbejdsgruppen som frivillig og være med til at styrke viden om netværkets arbejde og ambitioner i Danmark samt deltage i netværkets aktiviteter, workshops og online seminarer. I 2023 kommer gruppen ligeledes til at invitere aktører fra blandt andet Pakistan til Danmark på et vidensudvekslingsbesøg, ligesom vi skal arbejde med workshops der har fokus på fælles udfordringer, alliancer og handlingsmuligheder.
Er du interesseret i at høre mere om det internationale arbejde eller hvordan man kan engagere sig i projekter som frivillig eller samarbejdspartner? Så skriv til kontakt@daregender.dk