I forhold til emnet klima, køn og maskulinitet, synes jeg, at det er virkelig interessant at kigge på det kønnede aspekt, og de sociologiske processer som er i spil i forhold til klimakrisen. Når man ser på forskning, fremgår det klart, at mænd har det største Co2 aftryk både i det globale syd og nord. Samtidig er det sådan, at mænd i det globale nord er langt mindre tilbøjelige til at mene, at livsstilsændringer er nødvendige for at mindske klimakrisen, end kvinder er. Ifølge forskning på området linkes klimabevidsthed og bæredygtighed til omsorg i vores sociale bevidsthed. Derfor opleves bæredygtighed som en feminin markør, som kun forstærkes af at bæredygtige vare markedsføres til kvinder. Samtidigt er der en maskulinitetsnorm i forhold til fx teknologi og teknologiske løsninger, som er en måde at praktisere sin maskulinitet på, som også er forbundet til risikovillighed. Her er geoingeniørvidenskab et virkelig godt eksempel. De fysiske aspekter af klimakrisen har fyldt enormt meget, altså dem man kan lave modeller ud fra, mens de sociale aspekter har været overset i videnskaben. Det er et udtryk for, at klimakrisehåndtering stadigvæk er et maskulint domæne, og at mænd som gruppe derved tager patent på løsningerne. Hvis vi bare kan suge drivhusgasser ud af atmosfæren, er der jo ingen grund til at ændre vores måde at indgå i verden på, og forholde os til naturen og planeten som helhed, eller…
Så er der også hele aspektet med historisk ansvar, kolonialisering og rovdrift på ressourcer. Alt det hænger i den grad sammen med dominans. Hvide vestlige mænds dominans af kvinder, børn, andre befolkningsgrupper, naturen etc.
Frida er engageret i DareGenders internationale arbejdsgruppe og har haft et særligt fokus på, hvorfor det er så vigtigt at tænke køn og ligestilling sammen med klimakrisen. Gennem research og deltagelse i digitale klimaseminarer med DareGenders Internationale netværk, MenEngage Global Alliance, er det blevet tydeligt, at der både lokalt og globalt er vigtigt momentum og presserende behov for indsatser der sammentænker klima, ligestilling og kønnede perspektiver både i en dansk og international kontekst.
Samtalen om klimaretfærdighed handler i den grad også om kønsretfærdighed og social retfærdighed bredt forstået. Der er hele det globale aspekt. De steder som rammes hårdest af klimakrisen lige nu, har på ingen måde ligestilling. Det betyder også, at kvinder, queer personer og børn er særligt udsatte. Det er også blevet tydeligt, at klimakrisen opskalerer allerede eksisterende ulighed. Piger bliver giftet væk tidligere, hvis høsten slår fejl i allerede kriseramte lande, og flere piger bliver taget ud af skolen før endt skolegang for at kunne hjælpe deres mødre i marken, da arbejdet i landbrugssektoren er blevet hårdere kvag tørke og oversvømmelser. Uligheden eskalerer både når det kommer til køn, men også til nord- og sydrelationer. De steder som rammes hårdest, er ikke de steder som sidder med ved forhandslingsbordet, når der internationalt skal forhandles om hvordan klimakrisen skal håndteres, og hvem som skal rydde op når katastrofen rammer. Alle de sociale dimensioner af klimakrisen må NGOer som arbejder med social retfærdighed sætte fokus på, når nu klimavidenskaben ikke gør det.
DareGender kan lære at bringe de her spørgsmål op som det mest naturlige i verden, når der skal snakkes ligestilling. I det globale syd er der stort fokus på klimakrise, da den del er verden er mest udsat ift. ekstreme vejrfænomener og har langt flere som lever i fattigdom, og som er afhængige af jorden fra sæson til sæson. Se på Pakistan, hvor så mange mennesker helt fysisk har mistet hele deres materielle fundament. Det her er virkeligheden, og det er rigtigt at vi i Danmark oplever klimakrisen som mildere vintre og varmere somre, men altså, vi lever jo alle sammen på én planet. Vi er ikke et lille isoleret samfund her, og for eksempel er energikrisen, vi oplever lige nu, sammenhængende med Ruslands krig i Ukraine, men også
”Jeg synes ikke, at vi som en organisation som arbejder med lige muligheder for alle køn, kan tage klimakrisen ud af ligningen. Jeg drømmer om, at vi kan engagere seje unge aktivister til at arbejde med klimakrise internationalt, men med det sociale- og kønnede fokus”
med den globale opvarmning, som har haft negativ indvirkning på Europas energisystemer. Vi bliver påvirkede, og vi skal lære at tage ansvar og være allierede. Og så skal vi i den grad lære at kigge på patriarkalske maskulinitetsidealer og tage den del af ligningen med i samtalen. Vi kan virkelig lære noget af de aktivister som lever i brændpunkterne, og lytte til de problematikker som de sætter fokus på.
Uha, jeg tror altid det er en balancegang at arbejde med de her emner. Jeg har selv haft, hvad man kan kalde en klimadepression, da jeg var yngre. Jeg havde været ude at rejse et halvt år, hvor jeg blaffede ned gennem Europa og arbejdede på små selvforsynende landbrug, ejet af familier med en kæmpe bæredygtighedsdedikation. Da jeg kom tilbage til København, så jeg bare forbrugshelvede over alt. Jeg skældte min familie ud, når de trak ud i toilettet efter at have tisset, og det ledte til utroligt mange kampe i mit privatliv. Jeg tror på, at vi skal tage de her kampe om at redefinere det gode/succesfulde liv i fællesskaber, frem for på den private arena. Det kan i hvert fald komme til at koste meget dyrt på den relationelle konto, og i det lange løb være ret isolerende. Det kommer der ikke meget kampgejst ud af.
Jeg drømmer om, at vi kan kanalisere noget af al den viden, vi får fra vores globale netværk MenEngage ud til en masse mennesker i Danmark, som ikke beskæftiger sig med det her. Det kan være svært at gennemskue alle de mange sider, som er vigtige at have for øje. Selv os som beskæftiger sig med det her, har jo for filan svært ved at gennemskue det. Og det sværeste ved klimakrisen er, at der ikke er nogle lette løsninger. Der er enormt mange parametre, og de forstærker hinanden. Som en der er optaget af kønsforskning, ser jeg et vigtigt skifte, hvor der tidligere primært har været en forforståelse for, at køn er lig med kvinder. Særligt inden for klima har fokusset på køn ligget på kvinder som ofre for klimakrisen. Der er nu endelig også ved at komme fokus på mænd og maskuliniteters rolle i klimakrisen, og det fokus skal i min optik virkelig skærpes. Her kan vi stille os selv spørgsmålet: ”Hvem er ansvarlige, hvem har magten til at definere løsningerne, hvem er overræpresenterede ved forhandlingsbordet? Mænd.”
Det giver mig håb at snakke med mennesker fra andre steder i verden. Jeg har været med i en klimarefleksionsgruppe netop om sammenhængen mellem maskulinitetsidealer og klimakrisen, og snakket med folk fra blandt andet Pakistan og Sydafrika. At sidde med nogle som virkelig lever i udtalte mandsdominerede samfund og samtidig står midt i det helvede, klimaforandringerne har skabt, men som på trods af dette stadig har håb og kampgejst, har givet mig så meget.
Jeg mærker håb og handlekraft, når jeg kan mærke den fælles bevægelse mod forandring, og når jeg kan høre den fælles stemme sige: ”ENOUGH. Vi skal have forandring”.
Jeg blev frivillig i DareGender, fordi jeg synes, at organisationen bidrager til en mere empatisk og nuanceret samtale om køn. Jeg er jo absolut feminist, og mange spørger mig, hvorfor jeg så har valgt at være frivillig i en organisation som fokuserer på mænd. Hvis man kigger på situationen med langsigtede briller, så tror jeg på, at arbejdet med at engagere mænd og drenge i ligestillingskampen er virkelig vigtig og kan mindske polarisering. Patriarkatet fucker med os alle, også mænd, og særligt mænd som tager afstand fra, eller ikke formår, at være mand på den ”ideelle” måde. Ja, vi er i 2022, og der sker en konstant udvikling i kønsnormer og særligt inden for maskuliniteter de seneste år, men de patriarkalske maskulinitetsnormer er dybt indgraverede i vores samfund, blandt andet i henseende til materiel succes og ’forsørger maskulinitet’ som stadigvæk ses som en succesmarkør.
I DareGender vil vi gerne være med til at understøtte international vidensdeling, bl.a. gennem MenEngage-netværket, og fremme engagementet og kendskabet til netværkets arbejde og perspektiver i Danmark. Derfor har DareGender fokus på at styrke vores bidrag til det internationale samarbejde og har modtaget støtte til et 3-årigt projekt der giver mulighed for øget deltagelse og samarbejde med særligt organisationer fra det globale syd der arbejder med mænd og ligestilling.
Du kan blive en del af arbejdsgruppen som frivillig og være med til at styrke viden om netværkets arbejde og ambitioner i Danmark samt deltage i netværkets aktiviteter, workshops og online seminarer. I 2023 kommer gruppen ligeledes til at invitere aktører fra blandt andet Pakistan til Danmark på et vidensudvekslingsbesøg, ligesom vi skal arbejde med workshops der har fokus på fælles udfordringer, alliancer og handlingsmuligheder.
Er du interesseret i at høre mere om det internationale arbejde eller hvordan man kan engagere sig i projekter som frivillig eller samarbejdspartner? Så skriv til kontakt@daregender.dk
