DareGender samarbejder med en række danske og internationale organisationer, forskere og netværk.
I Danmark har vi blandt andet samarbejdet med KVINFO, Forum for Mænds Sundhed, Dansk Mandesamfund, Roskilde Festival og Everyday Sexism Project Danmark. Vi er ligeledes en del af menneskerettighedsalliancen – et initiativ startet af Institut for Menneskerettigheder.
DareGender er en del af netværk og samarbejder på tværs af de nordiske lande med både NGO’er og forskere. Samarbejdet er med til at sikre vidensdeling om ny forskning og praksiserfaringer i arbejdet med maskulinitetsnormer og engagement af drenge og mænd i ligestilling.
I Norden er en af de helt centrale aktører MÄN som vi har samarbejdet med siden DareGender blev stiftet. MÄN er en medlemsbaseret organisation der siden 1993 har arbejdet med ligestilling, mænd og voldsforebyggelse. MÄN arbejder med at transformere destruktive og snævre maskulinitetsnormer og har en række brugerorienterede tilbud for mænd og drenge. Herunder har de haft samtalegrupper for mænd om #MeToo samt en chatrådgivning for unge mænd mellem 10-25 år.
Killar.se er et af MÄNs tilbud for drenge og unge mænd som også omfatter en chatrådgivning. Killar.se giver drenge og unge mænd mod til at søge hjælp og tale om deres følelser, ligesom de spiller en vigtig rolle i at nå ud til unge mænd med psykosociale helbredsproblemer og dem, som måtte have brug for at snakke om oplevelser med vold eller seksualiseret vold. Tilbuddet er tilgængeligt på en række sprog, heriblandt engelsk og svensk.
Sammen med kvinderettigheds- og LGBTQIA+ organisationer, stræber MenEngage Global Alliance mod kollektivt at forstå, udfordre og udvide normer og forståelser af maskulinitet, mænds position i samfundet og kønsroller. Her sætter netværket fokus på hvordan aktører fra hele verden på forskellig vis arbejder med at synliggøre hvordan dominerende kønsidealer, værdier og kulturelle normer er skadelige både på et individuelt og samfundsmæssigt niveau.
DareGender arbejder for at engagere mænd og drenge i samtalen om køn og ligestilling og fordre et ansvar om at bidrage positivt til andre sociale bevægelser, herunder kvindebevægelser og LGBTQIA+ bevægelser. Accountability er en kerneværdi for organisationens arbejde. Ved at holde sig accountable forpligter DareGender og dens medlemmer sig til at stille sig selv til ansvar. Medansvaret for at forholde sig accountable gælder både for individer, organisationer og samfundet. En måde hvorpå accountability kommer til udtryk hos DareGender, er gennem foreningens ”Code of Conduct”, som alle ansatte og bestyrelsesmedlemmer har underskrevet. Derudover gør DareGender brug af MenEngages Global Alliances principper for accountability.
Læs mere om DareGender, accountability og vores Code of Conduct her.
Du kan læse mere om accountability-værktøjer fra MenEngage her.
Vi vil gerne være med til at understøtte vidensdeling i netværket og fremme engagementet og kendskabet til netværkets arbejde og perspektiver i Danmark. Derfor har DareGender fokus på at styrke vores bidrag til det internationale samarbejde og har modtaget støtte til et 3-årigt projekt der giver mulighed for øget deltagelse og samarbejde med særligt organisationer fra det globale syd der arbejder med mænd og ligestilling.
Du kan blive en del af arbejdsgruppen som frivillig og være med til at styrke viden om netværkets arbejde og ambitioner i Danmark samt deltage i netværkets aktiviteter, workshops og online seminarer. I 2023 kommer gruppen ligeledes til at invitere aktører fra blandt andet Pakistan til Danmark på et vidensudvekslingsbesøg, ligesom vi skal arbejde med workshops der har fokus på fælles udfordringer, alliancer og handlingsmuligheder.
Er du interesseret i at høre mere om det internationale arbejde eller hvordan man kan engagere sig i projekter som frivillig eller samarbejdspartner? Så skriv til kontakt@daregender.dk