I DareGender glæder vi os over at kunne byde Jeppe Trolle Linnet velkommen i sekretariatet som ny projektleder for DareGenders mandegrupper fra april 2023.
Jeppe har tidligere erfaring med politisk og organisatorisk arbejde inden for maskulinitet og ligestilling fra bestyrelsen i Dansk Mandesamfund. Han har stærk erfaring med praksis og projektledelse inden for uddannelse, publicering, research og forskning fra ansættelser på bl.a. Københavns Universitet og Syddansk Universitet som forsker, i forlagsverdenen som redaktør af fagbøger, og som selvstændig konsulent. Jeppe er desuden uddannet antropolog og ph.d fra Syddansk Universitet.
Sammen med det øvrige sekretariat og vores dygtige projektmedarbejdere og praktikanter har Jeppe en vision om, at DareGender får et stærkt samarbejde om metoder og vidensformidling med forskere og fagpersoner, der selv arbejder med de målgrupper, som DareGender adresserer i vores arbejde med maskulinitet og livsmestring. Jeppe vil drive opskaleringen af vores mandegruppetilbud gennem rekruttering og uddannelse, og selv facilitere kommende gruppeforløb.
“Vi er enormt glade for, at Jeppe er tiltrådt som projektleder for vores mandegrupper. Jeppes tiltræden kommer oplagt i forlængelse af DareGenders fokus på kapacitetsopbygning i sekretariatet og fortsatte konsolidering af organisationens arbejde“, udtaler sekretariatschef hos DareGender, Andreas Beck Kronborg.