DareGender har pr. 1. april 2023 fået ny sekretariatschef
Andreas Beck Kronborg kommer fra en stilling som børne- og ungdomsfaglig konsulent ved LGBT+ Danmark, hvor han har været ansat siden 2017.
I LGBT+ Danmark har Andreas bidraget til at udvikle organisationen og forankre nye indsatser over en årrække. Her har han blandt andet udviklet og implementeret et landsdækkende fællesskab for unge LGBT+ personer, der drives af lokale frivillige, som er oplært i inkluderende metoder for målgruppen.
Andreas har ligeledes udviklet kurser til fagprofessionelle og undervisningsmaterialer til uddannelsesområdet samt siddet i Børne- og Undervisningsministeriets ekspertgruppe, der her i foråret kommer med anbefalinger til ministeren med henblik på at mindske forskelle i faglig progression mellem piger og drenge.
Som ny sekretariatschef i DareGender kommer Andreas med en solid erfaring indenfor projektledelse, ligestillingsindsatser og organisationsudvikling.
”Jeg er utrolig glad for, at DareGender giver mig muligheden for at træde ind i denne vigtige funktion i organisationen. Som ny leder ser jeg frem til at styrke det momentum og den offentlige interesse der er for arbejdet med mænd og maskuliniteter, i en tid hvor organisationen også er moden til at tage en mere fremtrædende position i forhold til arbejdet med ligestilling for og med alle køn”.
Andreas kommer blandt andet til at arbejde med at videreudvikle organisationens indsatser der skaber positive fællesskaber for unge mænd, samt arbejde med at styrke organisationens fortalerarbejde og stemme i ligestillingsdebatten.
Sabina Thulin, Programchef hos DareGender, udtaler om ansættelsen:
”I DareGender ser både bestyrelsen og sekretariat meget frem til at byde Andreas velkommen som ny sekretariatschef. Med Andreas får organisationen en stærk frontfigur, der kommer til at bidrage både med sit store engagement og indgående viden på ligestillingsområdet samt et strategisk blik for fundraising, samarbejder og organisationsudvikling.”