Her kan du skrive dig på interesselisten for at komme i mandegruppe.
Interesselisten for foråret 2025 (uge 18-26) er kun åben for Svendborg og Vejle – resten af grupperne er fyldt op.
Vore øvrige lokationer er åbne for tilmelding til efteråret. Det gælder København, Humlebæk, Odense, Svendborg, Aalborg, Vejle (på engelsk) og Aarhus.
Du må meget gerne angive din interesse via tilmeldingsblanketten nedenfor. Så vender vi tilbage.
Efterårets mandegrupper forløber i uge 35 – 44. Ugedagene er endnu ikke afklarede, men de ligger enten tirsdag, onsdag eller torsdag kl 18-21 (pause i efterårsferien). Du skal kunne deltage alle 9 uger – vi vender tilbage med mere info, når vi i juni eller juli kender ugedagene.
Senest i august måned informerer vi ang, om vi har en plads til dig i efteråret 2025. Vi har desværre ikke plads til alle, der melder sin interesse.
Du kan læse mere om vores mandegrupper i denne opsummering: Grundlæggende om DareGenders mandegrupper
Helt kort om dem:
De er gratis.
Der er ikke aldersopdeling på vore grupper. Vi tilstræber i stedet en god blanding af erfaringer og perspektiver.
Du behøver ikke at være god til at ‚tale om følelser‛ for at deltage. Men du skal have et ønske om at udvikle dig. Dels hen mod at være mere åben om, hvordan du har det, og hvad der fylder indeni. Dels omkring det at lytte til andre mænd – som kan have andre værdier end dig, og træffe andre livsvalg – uden at dømme eller give gode råd.
I gruppen kan alle fortælle om det, der fylder for dem. Det behøver ikke være hårdt eller dramatisk. Dog kan du komme til at sidde over for mænd, der er i krise, og åbner op om stærke følelser (fx skam), eller fortæller om voldsomme oplevelser (fx psykisk vold).
Efterårssæson 2025: opstart uge 35. Du kan skrive dig på ovenfor, så kontakter vi dig i august, hvis vi har en plads til dig.